Vil du være med i Helsingør Pigegarde?

Inden du tager skridtet og bliver medlem af Helsingør Pigegardes fantastiske fællesskab, har du sikkert en masse praktiske spørgsmål om det at være pigergarder. Her på siden kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål.

Har du spørgsmål som du ikke får svar på på denne side, er du velkommen til at kontakte Helsingør Pigegardes leder Sanne Bergsaker.

Hvornår er der optagelse i Helsingør Pigegarde?

Vi holder optagelsesdage hver onsdag i september måned klokken 18:30 i Pigegardens lokaler i Toldkammeret – dvs.:

4. september 2019 kl. 18:30
11. september 2019 kl. 18:30
89. september 2019 kl. 18:30
25. september 2019 kl. 18:30

Helsingør Pigegarde
Toldkammeret
Havnepladsen 1, 3000 Helsingør

Skal jeg kunne spille et instrument i forvejen?

Nej – det behøver du slet ikke, det lærer du i pigegarden! Vores undervisere er rigtig dygtige og vi spiller meget, så du bliver hurtigt super god til at spille.

Kan alle blive optaget?

Pigegarden er kun for piger, så drenge har ingen adgang 🙂 Derudover skal du være mellem 9 og 12 år. Du er gammel nok, hvis du når at fylde 9 år inden nytår i det år du starter.

Skal jeg melde mig til for at komme til optagelse?

Tilmelding er ikke nødvendig, men du er meget velkommen til at ringe til Pigegardens leder, Sanne Bergsaker, på telefon 30 28 03 97, hvis du har spørgsmål. Hun er rigtig flink og vil meget gerne fortælle dig om alle de gode oplevelser, du kan få i garden.

Koster det noget?

Det er selvfølgelig gratis at komme til optagelse og hvis du bliver optaget koster det kun 250,- kr. om måneden og det inkluderer musikundervisning, tattootræning, musikinstrument samt masser af gode oplevelser.

Kan jeg blive medlem af Helsingør Pigegarde, hvis jeg har været med i en anden garde?

Ja, det kan du sagtens, altså – hvis du er mellem 9 – 21 år.

Hvor mange gange skal jeg til pigegarde hver uge?

Når du først er blevet optaget i Pigegarden, skal du til pigegarde 2 gange om ugen til marchtræning og musikundervisning. Marchtræning er om onsdagen og musikundervisningen kan være fra mandag – torsdag alt efter hvilket instrument du kommer til at spille.

Når vi når til maj måned, får du din uniform, og så skal du til at være med til vores fredagsmarcher i Helsingør hver fredag i perioden fra maj – august.

Kan jeg selv vælge hvilket instrument jeg vil spille?

Vi lytter meget efter hvad du kunne tænke dig, og i langt de fleste tilfælde får alle lov til at spille på det instrument som de har ønsket.

Når vi skal uddele instrumenter, så får du muligheden for at prøve alle de forskellige instrumenter vi har. Måske er der et instrument som du synes er nemmere at spille på end hvad du først har ønsket og så kan det være at du skifter mening.

Hvornår er jeg rigtigt medlem af Helsingør Pigegarde?

Det er du samme dag som du møder til optagelse. altså, hvis du stadig vil.

Jeg fylder først 9 i starten af næste år. Kan jeg stadig blive optaget

Nej, desværre ikke. Selvom vi meget gerne vil have dig som medlem, så siger vores erfaring, at du først er helt klar til Pigegarden det år du fylder ni.

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search